Er vores diabetes ambulatorier klædt godt nok på til opgaven?

af


“Det er okay ikke at kunne “magte” sin diabetes… Hade den… Ikke ville acceptere den… Det er en lortesygdom og den vil altid være der… Men disse følelser er okay at have – men anerkend dem og bed om hjælp til at tackle dem…”

Sådan har skønne Ditte Marie skrevet i hendes fine og sårbare indlæg den anden dag herinde på bloggen og jeg er fuldstændig enig med hende og jeg sender hende masser af kærlighed ❤️

Men er vores diabetes ambulatorier egentlig klædt godt nok på til at varetage denne opgave, når et ungt menneske får konstateret diabetes? Er de dygtige nok til at sende et menneske ud i livet med et nyt livsvilkår? Kan de yde den hjælp og støtte vi med type 1 diabetes i virkeligheden har brug for?

Alle de modige mennesker jeg coacher har udviklet følelsesmæssig spisning eller en spiseforstyrrelse i forbindelse med at de fik konstateret type 1 diabetes for 20-30 år siden. Ligesom Ditte Marie. Ligesom jeg selv. 

Vi har alle direkte/indirekte fået at vide, at selvdisciplin, kontrol, struktur, rygrad, velreguleret, krav, dygtig, regler, restriktioner og styrke var vejen frem til et liv med diabetes.

Et nyt liv med et KÆMPEMÆSSIG unødvendigt og uopnåeligt pres startede. Værsgo. Og nå ja, husk det er din nye følgesvend og “bedste ven”. 

Alle ønskede vi at gøre det godt. Vi ønskede at tilfredsstille alle. Vores intention var at være in full control as told. Udfordringen var og er bare, at ingen er kun den ene side. Ingen er det ene uden også det andet. 

Vi indeholder både kontrol og ikke kontrol

Vi indeholder både struktur og ustruktureret

Vi indeholder både styrke og svaghed

Vi er både aktive og dovne

Vi styrer og vi sjusker med vores blodsukker

Vi er gode diabetikere og dårlig diabetikere 

Vi er ikke enten eller. Vi er både og. Vi er hele pakken. 

Dette var der ingen der fortalte os. 

Så forestil jer et tryk af skyld og skam hver gang de “forbudte” sider kom på besøg, når vi var trætte, pressede, vrede eller triste.

Her kompenserede vi med endnu mere kontrol. Måske kontrol over mad i form af en spiseforstyrrelse. Eller kontrol over kroppen i form af selvskade. Eller kontrol over følelserne ved at dulme med træning. Vi kompenserede med endnu mere selvdisciplin. Endnu mere rygrad. Vi blev stærkere og stærkere. Indtil vi ikke kunne være det mere. Angst, stress og depression bankede på, mens vi stadig forsøgte at dække over det vi “ikke måtte være”, mens vi stadig brugte alt energi på at holde vores “farlige og forbudte” væk for omverdenen. Og hele den selvdestruktive cyklus startede herefter forfra igen. 

År fyldt med konsekvenser.

År fyldt med ubalance. 

Forestil dig, at skulle holde en badebold under vand hver dag. Forestil dig dagligt at skjule sider af dig selv. Forestil dig kun at udleve halvdelen af dig selv. 

Forestil dig at leve et liv baseret på ubevist at please et diabetes ambulatorie. 

Jeg ved at nutidens diabetes ambulatorier er blevet MEGET bedre til ikke at udstikke regler, påbud og restriktioner. Bedre til at fortælle at ALT er ok. At du er ok. Bedre til at fortælle at der findes gode diabetes dage og dårlige diabetes dage. Bedre til at fortælle at det også er ok at slippe kontrollen. Ok også at sjuske. Ok også at dovne den. Bedre til at sige at alle sider/egenskaber af dig selv er tilladte. Alle dine følelser er ok. DU ER LIGE DEN DU SKAL VÆRE. 

Men der findes stadig diabetes ambulatorier der kører på selvdisciplin, kontrol, opdragelser og krav og det skal der sættes en stopper for ASAP

Genkender du noget fra dit eget liv med diabetes? ❤️
Kom med dit bud til hvordan vi kan styrke nutidens diabetes ambulatorier med at sende ny-diagnosticerede godt ud i verdenen, så de ikke skal gå igennem det samme som mange af os ❤️🌱

Vi skal hjælpe med at skabe en ny vej for vores med-diabetikere ❤️🌱

Kærlighed herfra til alle jer med-diabetikere ❤️🌱

Kærligst Charlotte, Diabetesuniverset.

https://www.instagram.com/diabetesuniverset/

https://m.facebook.com/diabetesuniverset/

Skriv et svar